Rejseberetning fra Tunesien-2.(og sidste) del.

Som nævnt i sidste Familie Nyt, skulle vi kort tid efter have været i Sfax, nogle hundrede kilometer  syd for Hammamet, hvor vi boede.
Det kom imidlertid ikke til at gå helt som vi havde planlagt. Den virksomhed, som Ole skulle arbejde for, havde troet, at den løn, de skulle betale Hoyer(Oles firma), var den samme som 4 år tidligere. Dette var Hoyer jo ikke helt enig i, og det endte med, at Sfax firmaet ikke  ville have Ole derned alligevel.

Således blev vi boende i Hammamet de næste uger. Der var stadig masser af arbejde til Ole her, så de 6 af ugens dage var han afsted. Imens fortsatte vi andre med lektier,  svømme i den indendørs hal, der hørte til hotellet, ture langs stranden ind til centrum. På hotellet var der nogle unge mænd ansat til at beskæftige hotellets børn. Det havde drengene stor glæde af. De var bl.a. med til fodboldturneringer mellem flere af områdets hoteller, fik tunesisk medalje, som de var meget stolte af.
Imens drengene spillede fodbold, dart, minigolf eller hvad, der nu blev arrangeret den dag, blev der tid til de andre gøremål, der også skal passes, selvom man er ude at rejse. Således vaskede farmor alt vores tøj-i hånden- i de 2 måneder, vi var afsted!

Når vi så kom frem til lørdag-søndag fortsatte vi med at tage på ture. Vi ville jo gerne nå en hel masse, når vi nu var  et så fremmedartet sted.

Vi kom op i bjergene og så en gammel andalusisk landsby. Fik smagt byens specialitet, en kage med jasmin-saft, blev inviteret ind at se en moske`.

Vi så resterne af den akvadukt, som forsynede Kartago med vand, 70 kilometer lang havde den været engang.

Vi indåndede dampene (som skulle være helsebringende) fra 60 grader varme kilder.

I mellemtiden, efter nogle ugers betænkningstid, ville firmaet i Sfax gerne have Ole til at arbejde der alligevel.

På vej dertil så vi  Colloseum i El Djem, verdens næststørste.  At menneskehænder engang skabte det, havde vi svært ved at forstå.

Efter at Ole havde været på arbejde 1 dag i Sfax, holdt vi alle ferie resten af turen.

Vi boede nogle dage i Matmata, i det sydlige Tunesien, i det der kaldes Ørkenzonen. Matmata er en huleby, hvor de 3000 indbyggere bor i huler under/i jorden. Nogle af hulerne  var 800 år gamle, og stadig beboede. Og den dag i dag bygger  og bor de efter samme principper, som dengang. Drengene snakkede bagefter meget om, at det var synd for en hest, som sidste år var blevet dræbt, da den stod i en hule, som styrtede sammen.

Fra Matmata kørte vi tværs igennem det nordlige  Sahara. Vi var heldige at komme til at tale med turistchefen i en lille by, Douz (Han var særdeles imødekommende, da vi fortalte, at vi var fra Danmark. Han kendte godt Danmark – han havde de sidste 7 år sendt fødselsdagskort til dronning Margrethe. Og havde i øvrigt selv været i København).

Han vidste lige, hvor vi skulle bo, og  kørte med os i vores bil ud til et lille hotel i selve Sahara. Her var det usædvanligt at folk boede i flere dage, så da  vi kom til den anden dag, havde kokken ikke flere menuer, at servere for os. Men pyt, det var jo heller ikke det, vi var kommet for. Ifølge Andreas, Joakim og Benjamin (og også os voksne) blev dette ophold højdepunktet på vores tur.
Vi kom ud i Sahara på kamelryg-dvs. nu skulle nogen jo tage sig af Laura, da hun ikke var stor nok til en kamel. Det blev så ”desværre” mig – Laura og jeg måtte så nøjes med en æselkærre ud i ørkenen.

Som I nok kan læse, var jeg helt tilfreds med dette arrangement – indtil jeg opdagede, at de 2 af kamelerne blev gjort fast til det ryglæn, jeg sad opad! Jeg har nu aldrig været vild med store, firbenede væsner, så jeg hoppede om på kuskesædet, med Laura siddende i bæreselen. Den gamle mand, som styrede æselkærren, grinede lidt ad mig, og under hele turen holdt han fast i mig, hver gang der var det mindste bump.

Heldigvis er drengene mere modige. Joakim og Benjamin red uden hænder, lagde sig ned på kamelerne og sang af fuld hals. Også Inger havde sin egen kamel og klarede turen i fin stil. På dette sted har drengene i øvrigt bedt mig fortælle noget om deres farmor. På sådan en lang tur er der jo mange oplevelser, og også meget, som man bliver overrasket over. Ikke desto mindre var  der ikke noget, der kunne slå os og farmor ud. Heller ikke da vi et sted fik serveret en rygende stærk ret, og farmor fik et stykke chili i munden. Drengene var dybt imponerede, for det eneste hun sagde var: ups. De kunne jo godt se de røde kinder, og blanke øjne. Det var SEJT.

2 måneder var ved at være gået og nu skulle vi hjem. 3 døgn tog hjemturen. Vi fik en meget længere sejltur, end vi havde forventet. Om aftenen sagde en af de andre passagerer, at han havde set en franskmand springe over bord. Det betød, at skibet standsede, og de næste 6 timer lå vi stille, mens projektører lyste på vandet, og besætningen ledte efter manden. Der blev også sendt skibe ud fra Italien for at deltage i eftersøgningen.
Næste dag stod det dog klart, at der var noget, der ikke stemte. Passagerlister blev faxet ud fra toldpolitiet i Tunesien, og alle passagerer blev kaldt sammen til tælling. Det viste sig, at manden der havde anmeldt ”afhopperen” var syg(skizofren) og havde ønsket at slippe af med en` af sine identiteter.
Ja. man skal opleve meget......
Nå, fra borde i Marseille og  den sidste del af køreturen startede.

Til midnat startede vi fødselsdagsfest – Andreas fyldte 12 år! Alt gik godt og planmæssigt indtil 50 km syd for den Danske grænse. Pludselig lød der et meget højt brag og bilen rykkede fremad. Motoren var eksploderet. 9000 kilometers tur, så kunne den ikke mere.

Som Andreas senere sagde: det er nok ikke mange, der har prøvet at holde fødselsdag i 4 lande og blive transporteret i Autohjælp bil de sidste 4 timer!! Men hjem kom vi. Og over mobiltelefonen fik vi bestilt pizza, som blev leveret, lige efter, at vi var kommet hjem. Så Andreas sluttede sin fødselsdag med at spise pizza, sammen med en han ikke kendte, manden fra Adac.

Og således slutter beretningen om vores rejse til Tunesien. Ude er godt, men hjemme er bedst, syntes drengene,( ikke mig, siger Andreas). Personligt havde jeg nu ikke travlt med at komme hjem. Det skulle da lige være for at læse nyeste nummer af Familie Nyt............!.

Mange kærlige hilsner
Laura, Benjamin, Joakim, Andreas, Ole og Gitte.

P.S. Vi har nu været hjemme i 2 måneder. Vores bil har fået ny motor, drengene er kommet ind i deres normale hverdag i skole og med kammerater, Ole arbejder som før rejsen hos Hoyer. Laura kan næsten kravle og snakker uafbrudt, hun peger og spørger ’a er det’ til alting, og har lige fået sin første tand. Jeg holder fortsat orlov, ja helt frem til februar år 2000, så jeg deltog ikke i den nydelige overståede sygeplejekonflikt.