|
Livets gang i Bruunshåb Som familiens skaffedyr knokler Henrik på sit nye arbejde. Men han er meget glad for det. Der er en masse unge mennesker, fis og ballade, og desuden en sund økonomi han jonglerer rundt med. Julius bliver større og dejligere for hver dag, der går. 6 uger gammel vejede han 6 kg, så blev er han 3 mdr og vejer 7,5 kg, og midt i december er han 68 cm lang og vejer 8 kg. Så mon ikke vægten er begyndt at stagnere lidt nu ? Man kan undre sig over at moderen ikke taber sig i samme hast som han tager på, når han nu udelukkende får brystmælk. Men sådan hænger tingene åbenbart ikke sammen. Vi har lige haft besøg af Farmor og Farfar, så nu er Julius godkendt fra højeste sted. I den forbindelse blev jeg mindet om, at Farmor passede 5 små børn alene. Farfar indrømmer, at han ikke var aktiv i dét foretagende. Så når jeg synes, at vasketøj i knæhøjde, overfyldte blespande og manglende nattesøvn gør livet lidt surt, så sender jeg blot Farmor en tanke, og holder straks op med at pive. Måske virker denne tankegang også i Storvorde ?
|
|
|