om hendes deltagelse og forberedelser til det store Slotsbryllup.

Vi var langt omkring med hvad brudepigerne skulle have på. Først overvejede vi om de skulle kjoler i 3 forskellige toner af den samme farveskala. Vi havde fat i Mona, som er Cecilies mor, for at høre hendes mening. Brudepigerne var Cecilie, Laura og Mia. Resultatet blev at de skulle ens kjoler på. Dernæst skulle vi finde ud af, hvor vi skulle få stoffet fra. Min søster og jeg havde på det tidspunkt allerede bestilt rejse til Paris, og en af mine kollegaer havde set det mest fantastiske stof oppe i nærheden af Sacra Cure, hvor der er gader som kun handler med stof. Den ene efter den anden. Men det er ikke noget man lige kan slå op i nogle bøger. Det er jo ikke nogen seværdighed som findes i en brochure. Men vi fik en vejledning og blev enige om at vi ville kigge derop. Dér fandt vi så rigtig mange stofbutikker, og vi var inde og ude af mange af dem. Gardinstof og tunge stof kunne vi sagtens finde, men det egnede sig ikke til kjoler. Jeg havde en lille lap af Luises brudekjole med og den gik vi og satte til stofrullerne. Blandt mange stykker Tai silke i en af butikkerne, var der en rulle som skilte sig ud. Det svære var at farven skulle passe til tre helt forskellige typer piger, vi havde dog aldrig set Cecillie, men kun få hende beskrevet. Dette stof kunne bruges til skørt, men vi fandt ikke noget til selve kjolen. Klip-klip, så fik vi et stykke af dette stof med videre til næste butik, og efter et stykke tid kom vi i en meget rodet butik. Rullerne stod hulter til bulter. Hver for sig fandt Dorte og jeg det stof som det endte med at blive. Der var meget blåt på, det havde vi ikke talt om det skulle være. Vi blev ved med at vende tilbage og endte med at få rullet det ud og kunne se det rigtigt. Cecilie havde ønsket en fin kjole, men ville ikke være for prinsesseagtig. Det blå i stoffet gjorde at der ikke var for meget rødt og andet glimmer. Vi fantaserede os til hvordan kjolen kunne komme til at se ud. Vi havde et mønster med, men brugte et helt andet, som jeg tidligere havde syet en kjole efter til Laura.

Hjemme igen kørte Dorte og Eva til Århus i pinsen, og i 1½ døgn forlod vi ikke spisebordet for at sy kjole til Mia. Dorte lavede maden og servede for Eva og jeg, og kl. 22.30 blev de sidste tråde klippet i kjolen. Nu blev kjolen kørt til en motorvejsfrakørsel ved Ålborg, hvor Cecilies mor tog imod. Hun fik nu kjolen med til deres skrædder som er Vietnameser.

Det var godt nok svært at skulle forklare Mona i telefonen hvordan vi havde syet kjolen, hvorefter hun skulle fortælle det videre til Vietnameseren. Resultatet blev at hun skulle have kjolen at se efter. Jeg syede bagefter selv Lauras kjole, og vi var meget spændte på at se de 3 kjoler samlet i kirken, som var syet på 3 forskellige tidspunkter, af 3 forskellige hold.

Skoene havde vi hver især selv valgt, de skulle blot passe til de guldstriber der var på kjolen. Hårpynt var købt i Paris, sammen med satinbånd.

Det spændende ved opgaven var at jeg kun havde set en lille stofprøve, samt et lillebitte foto af brudekjolen forfra og bagfra.