Rikke skolen

Hej Familie

Fra Rikke.

Jeg er blevet opfordret temmelig kraftigt af min mor til at skrive et indlæg om, hvad jeg går og laver! Det må jeg jo hellere gøre så…

I juni blev jeg færdig med 9. klasse, og da jeg ikke ville tage 10. klasse, var jeg færdig med folkeskolen. Allerede i marts skulle vi søge ind på ungdomsuddannelserne, så før det skulle jeg beslutte, hvad jeg ville efter sommerferien. Jeg var i tvivl om det skulle være matematisk linje på det almene gymnasium eller teknisk gymnasium. Efter besøg med skolen på både Hjørring og Brønderslev Gymnasium og Hjørring Tekniske Gymnasium og et besøg med mine forældre på Aalborg Tekniske Gymnasium besluttede jeg mig for, at det skulle være det tekniske gymnasium i Aalborg. Da jeg allerede havde min hest til at stå i Aalborg var det nemmest også at gå i skole der.

Det tekniske gymnasium adskiller sig fra det almene ved at det ikke har bl.a. idræt, religion, oldtidskundskab, historie og andre (efter min mening) kedelige fag! I stedet er der større vægt på teknisk matematik, fysik og teknologi.

Den 1. august mødte jeg så op på Aalborg Tekniske Gymnasium, uden at kende en eneste af de ca. 500 elever der er på skolen! Det varede dog ikke ret længe før jeg lærte nogen at kende. Vi blev delt op i 6 nye 1.g klasser, og jeg kom i en klasse med 30 elever, fordelt på 23 drenge og 7 piger! Nu er vi dog kun 28 tilbage, 23 drenge og 5 piger! Det kan godt lyde lidt skræmmende at vi kun er 5 piger, men til gengæld har vi et rigtig godt sammenhold, både blandt pigerne og i hele klassen, og man får hurtigt lige så gode venner blandt drengene.

I gymnasiet bliver man sat sammen fra både 9. og 10. klasse fra mange forskellige skoler, så derfor gik det meste af den første måned med at repetere og prøve at få alle op på det samme niveau, men nu er vi godt i gang med at lære nye ting.

Faget teknologi er specielt for det tekniske gymnasium. Det kaldes et problemorienteret, projektorganiseret fag, som går ud på først at finde et problem man vil prøve at løse, ved derefter at udvikle og forbedre forskellige ting. Det er gruppearbejde, hvor man både skal udarbejde en rapport over projektet og lave et produkt. Det indebærer derfor noget praktisk arbejde.

Aalborg Tekniske Gymnasium er en del af Aalborg Tekniske Skole. Gymnasiet fik sin egen arkitekttegnede bygning i 1997, og er derfor meget flot og moderne. Den er bygget i 3 etager, hvor der er frit i midten hele vejen op, så man kan stå på 1. og 2. etage og kigge ned i aulaen. Klasselokalerne ligger i siderne hele vejen rundt i den firkantede bygning, og det giver faktisk en utrolig god stemning at man kan stå på gange og gangbroer og se ud over det hele.

Hele den tekniske skole på Øster Uttrupvej er utrolig stor, og jeg har endnu ikke været rundt på bare halvdelen af skolen!

Fordi det er så stor en skole er der rigtig gode busforbindelser til og fra byen. Om morgenen går der ekstra busser dertil for hver 5. minut, så det passer fint med at jeg tager med toget fra Vrå kl. 7.13, så er jeg i Aalborg 7.42 og kan stille og roligt gå over og tage den næste bus der kommer. Normalt er jeg så på skolen ca. kl. 8.00, og vores timer begynder kl. 8.20.

Om mandagen får jeg fri kl. 13.10 og kan så nå hjem og arbejde på biblioteket, for at tjene lidt penge til at have min hest. Mandag aften spiller jeg også badminton sammen med to af mine veninder fra min gamle klasse. Det er rigtig dejligt at mødes den ene gang om ugen, da vi jo ellers er blevet spredt til forskellige byer og skoler, og der er ingen af os der er ret meget hjemme længere. Jeg bliver jo også nødt til at følge med i det nyeste sladder fra Vrå!

Tirsdag, onsdag og torsdag har jeg fri kl. 15.30 og fredag kl. 11.40. Så tager jeg ud på rideskolen hvor Tine og jeg har vores heste. De dage jeg har sent fri kan klokken derfor godt blive19-20 før jeg er hjemme, men jeg synes ikke at jeg kan undvære hestene. Efter 7 timers koncentreret undervisning i skolen, er det skønt at komme ud at ride en tur og tænke på noget andet, før jeg skal hjem og lave lektier igen. Det er ikke noget problem at nå det hele, da lærerne er flinke til at give os lektierne for i god tid, så det er muligt at samle noget til weekenderne.

Lærerne er i det hele taget fine, så der er ikke noget at klage over! Jeg tror at jeg får tre gode år derude.

Det var vist min beretning for denne gang, I må alle have en god jul!

 

Kærlig hilsen

Rikke.

 

Op ] Henrik ny bil ] Nyt tag ] Nyt fra Kina ] Andreas skriver ] Wagners billeder ] Tine fortæller ] Betty/Thyge i Holland ] Oldebarn nr. 17 ] Sdr alle sep ] Bibi sep ] Fabjerg fortæller ] Wagner nr plade ] tine rideopl ] [ Rikke skolen ] Liva ] Sejlerliv ] Vraa 29 dec 1 ] Vraa 29 dec 2 ] Digital verden ]